Sommerlejr på Lerbjerg Center

Vores sommerlejr var en uge fyldt med aktiviteter og samvær i den smukke natur på Lerbjerg Center👌🏻🏕️

Dag 1:
Første dag gik med at bygge lejren op. Spejderne byggede spisebord og satte teltene op. Der blev arbejdet flittigt og skabt en god base for resten af ugen.

Dag 2:
Om formiddagen blev der gravet et stort, dybt hul, som skulle bruges til jordsteg. Dette foregik ved, at der blev varmet sten i et bål, som bagefter skulle ned i hullet sammen med blade, der dækkede stegen. Varme sten blev lagt ovenpå, og til sidst blev hullet dækket med jord. Efter 5 timer kunne stegen tages op til aftensmad. Eftermiddagen blev brugt på at slappe af og lære hinanden bedre at kende gennem et sjovt spejderløb. Det var en dag fyldt med leg og samvær, hvor venskaber blev styrket.

Dag 3:
På tredje dag drog trop og juniorspejderne ud på hike. Det var en dag fuld af udfordringer og eventyr, hvor spejderne virkelig fik testet deres færdigheder i naturen.

Dag 4:
Fjerde dag bød på den sidste del af hiken. Den første patrulje var allerede tilbage i lejren kl. 9:00, efter at have stået tidligt op kl. 6:00 for at gå det sidste stykke. Eftermiddagen blev brugt på at bygge ekstra borde og bænke, så alle kan sidde komfortabelt til måltiderne.

Dag 5:
Dagen startede med en forfriskende svømmetur i den nærliggende sø. Imens ankom vores bærere til lejren og satte deres telte op. Efter frokost deltog vi i et spændende løb kaldet Gudeløbet, som udfordrede både vores samarbejdsevner og kreativitet. Om aftenen blev der afholdt lejrbål, hvor vores egen lejr-sang på melodien “Det er et yndigt land” blev sunget med stor entusiasme.

Dag 6:
Denne dag gik til Sagnlandet Lejre. Her kunne vi prøve, hvordan det har været at leve i jernalderen og vikingetiden. Der var mulighed for at sejle i en udskåret træ-kajak, lave ting i ler og bage knækbrød over bål. Vi kunne også male vores eget mel til bagning, klappe geder og se vildsvin. Om aftenen lavede juniorspejderne og tropsspejderne MasterChef med overskydende rester. Det blev til to forskellige gryderetter, som smagte rigtig godt. Efter aftensmad var bæverne og ulvene på natløb, som var et vikingløb med forskellige vikingudfordringer. Ved midnat deltog tropsspejderne i et stjerneløb, hvor hver patrulje fik uddelt stjernekastere. Det handlede om, at stjernekasterne ikke måtte gå ud, mens de bevægede sig rundt til forskellige poster og løste opgaver ved hjælp af stjernekasterne.

Dag 7:
Dagen startede med kreative værksteder, hvor man kunne lave badges, læderarmbånd og tryk på t-shirts. Alle tre aktiviteter var godt velbesøgte. Efter frokost begyndte det at regne kraftigt, hvilket gav os mulighed for at lave en glidebane ud af presenninger. Om aftenen blev der afholdt afslutningslejrbål, hvor vi lavede pandekager over bålet.

Dag 8:
Sidste dag startede med en god gang morgenmad. Bagefter var det tid til at pakke sammen. Spiseborde blev taget ned, rester blev ryddet op, og teltene blev slået sammen. Lejren blev afsluttet rundt om flagstangen, hvor der blev sagt godt farvel til alle de venner, børnene har fået, og der blev uddelt lejr mærke.

Tak for en god sommerlejr på Lerbjerg Center.